Hvad er et megaprojekt?
Et megaprojekt på jernbanen er et større projekt på jernbanen, der på grund af arbejdets størrelse og kompleksitet kræver en eller flere forskellige typer godkendelser og ibrugtagningstilladelser hos Trafikstyrelsen. Om et projekt skal karakteriseres som et megaprojekt beror på en konkret vurdering af Trafikstyrelsen. Dette sker typisk ved et dialogmøde, hvor Trafikstyrelsen kan få detaljerede oplysninger om projektets omfang, tidsplaner og forventede ansøgninger.
Udover at man som ansøger skal forholde sig til, hvilke godkendelsestyper man skal opnå, så skal man særligt ved megaprojekter være opmærksom på, at der kan være afhængigheder mellem de enkelte godkendelser. Det betyder, at man som ansøger ligeledes er nødt til at samtænke godkendelsessporene for at komme i mål til ønsket behovsdato. Dette sker i løbende dialog mellem Trafikstyrelsen og ansøger, hvor ansøgningsprocessen kortlægges, så projektet kan nå i mål og ibrugtages til behovsdato.